KAPITAL 4 DRENGEN PÅ GESIMSEN

Christian kiggede ud af vinduet og fangede et glimt af drengen, et vidne båret af beviserne, stod han der, overfor dette. Han så naboens dreng ude på gesimsen, han havde set det hele fra vinduet. Indefra kunne man se en dreng stå i vindueskarmen, med vinduet åbent. Hvad lavede han derude? Han stod der et øjeblik på den flade gesimsen, på anden sal, og spillede en mindre rolle, med pres fra myldret; han sænkede sit hoved, og så på ungdommen dernede, og på gaden. Vinden susede i hans ører, og det virkede som om, at gesimsen bevægede sig under hans rystende ben. Hvad laver han mon derude, han tør godt at bevæge sig ud til kanten, myldret nede under ham, folk lister omkring. Der stod han et øjeblik. Ovenover gaden, på anden sal, lå værelset som havde udsigt mod gaden. Der var larm fra vinduet. Tidligt den dag var luften kølig og vinden stille. På den anden side af gaden, højt oppe i luften, ovenover den smalle gade landede hund-redvis af duer på taget, de lavede momentane bevægelser hvorefter de faldt til ro. Indenfor bygrænsen, under dem, var der gamle huse som omsluttede dem,telegrafledninger mellem husene, ligesom de andre huse på gaden overfor. Der var konstant støj, og de mange smalle gader lige udenfor som krydsede hinanden og menneskerne på gaderne, omgivet af en bymur. Fra tidlig morgen til sen aften arbejde de hårdt, mange år med uophørligt slid, endeløs helvedes lang tid. Bagved, mellem alle bygningerne blev der vasket tøj, og vasketøjet hængt op. De kommer ud på gaden fra venstre, de som dagligt gik på gaderne, skyggerne som omringede hele nabolaget, kvinder med deres sixpence, syngende, smældende gennem gaderne. De kan ikke se noget som helst for alle de mennesker, hverken på gaden, eller den anden side af gaden. Det er den sædvanlige voyeurisme, og det viser sig at hele gaden taler om det. De ser op mod drengen og ned igen, de er alle sammen stimlet sammen, og deres øjne og ører er rettet mod gesimsen. De er samlet og stirrer intenst op på drengen, og strækker halsen for at se ham, alle sammen. Det er ham, siger hun, hun kunne høre dem langt ned ad gaden. Se ham, sagde mylderet. Gud ved, hvor længe han bliver stående der, hans lyserøde kinder, står han ovenover dem

Det er svært at sige hvad han laver derude. På anden sal hænger ud til siden mens han holder fast, med svimlende hoved, der læner sig mod vinden, der går panik i folk, mens han læner sig ud af vinduet. Lige pludselig får han den mærkelige følelse af at han kan gøre alt, en indre trang, og han stikker hovedet ud af vinduet og kravler op i vinduesspræk-ken, og klatre så let som ingenting op på gesimsen og prøver at stå ret op, lige udenfor vinduet bevæger han sig skælvende rundt, og kryber langs med et godt greb om væggen. Vent lidt. Det kræver mod at rejse sig op, bliver ved, skynd dig, vent lidt. Han stod i morgenkulden udenfor vinduet. Han holdt sine håndflader fast på væggen mens vinden tager let i ham. In den tidlige tåge og dis, mens han stille strøg hen over gesimsen og fortsatte med at gå langsomt, indtil han nåede til hjørnet af bygningen hvor han stod fastfrosset, og ikke i stand til at røre sig, kulden der ramte ham, klyngede han sig til det ydre af bygningen, hænderne på væggen, han kunne ikke sige noget. Christian så på mod den venstre side af bygningen, det røde murstenshus, hvor drengen havde bevæget sig hen og havde nået enden af bygningen. I samme øjeblik samlede der sig en sky ovenover, og skyggede for solen. Han var kendt af hele nabolaget, ikke til at kimse ad, og nu stod han der, som om han intet kunne høre. Hvordan kunne du gøre noget så dumt? En af naboerne stak sit hoved ud af vinduet. Pas på fødderne, tænkte han, og hænderne. Vi måhave nogle til at hente ham og bringe ham tilbage. Hvem kan han mon henvende sig til, ja, dig deroppe, som kigger ned. Og menneske der kigger op fra gaden. Da gav Christians mor ham et ryk i kraven. Drengen havde nået enden af bygningen og vinden hylede i hans ører.

Men nedenfor var alle overraskede, og på fortovet stod en cirkel af mennesker og holdt et tæppe. Frygten skyllede ind over ham og drengen mærkede presset fra menneskemængden. Hvis man tegnede en linje halvvejs ud på gaderne, så var der ikke meget de kunne stille op. En eller anden råbte nede på gaden, hvis du falder skal jeg nok gribe dig.

Det kræver mere mod end man regner med, at sætte sig imod dette, indtil sjælen kommer ham til hjælp. I lang tid stod de der og ventede.

Kvinderne er på gaden nedenunder, de holder et tæppe udspændt mellem deres hænder over hovederne, så han kan springe ned på det. Først der så han dem nedenunder, deres arme opadvendte, klyngende sig fast i tæppet, de råbte, drillede ham, hop nu, hop.

Han ventede, stod som lammet, kiggede mod tæppet, turde i sidste minut, trak lidt tilbage og tog et skridt fremad. De lænede sig tilbage, trak tæppet stramt til indtil han landede, og rakte derefter ud efter drengen, for at få ham.

Christian var færdig med at dvæle ved naboens dreng på gesimsen. Han var blevet bange efter at have set ham derude, men ville højst sandsynligt glemme det næste dag.

forsættes i bogen

https://www.saxo.com/dk/at-vokse-med-taarne_joergen-christiansen_paperback_9788740458534