Kapital 10 Roulette

Det stod skrevet i hans ansigt, og de kunne læse hans tanker, som om hans hjerne var et kort over en ny verden, hvis træk er afsløret i ansigtet, en indadvendt trekant, og enhver rynke var grund til bekymring. Hans skarpe hage og stemme afslørede hans skæbne

Christian sidder og stirrer ned på gaden mellem gardinerne i sit vindue, og hans tanker bevæger sig langsomt tilbage til et tidspunkt, hvor han var vidne til en mands handling og senere blev indkaldt til afgive vidne forklaring for hele verden at se. 

Han var en lille mand med dyb stemme, der havde en magisk indvirkning på drengen, der selvfølgelig kun var 8 år gammel. "Sæt dig ned," sagde han, da de kom ind i køkkenet. "Værsågod at sid ned," sagde han. Han tændte lyset i køkkenet. Christian satte sig over for ham. Ralph sad lidt væk og kiggede, fulgte med sit skinnende øje. En rød due satte sig udenfor vinduet og frembragte dæmpede lyde mod vindueskarmen. Christian kan huske, hvordan det var at sidde der i køkkenet. Han sad der og prøvede at vænne sig til atmosfæren i rummet, mens lyset brændte over køkkenbordet. Han kiggede op og bemærkede, hvordan elmåleren hang ved siden af kontakten og frembragte tikkende lyde, ligesom et ur. Han opdagede, at der stod"Venner" på siden af måleren. Muligheden for at lave elektricitet havde på det tidspunkt ikke eksisteret særlig længe. På grund af krigen var systemet i Danmark hurtigt blevet omlagt og ledningerne gravet ned i jorden, og et nyt system var dukket op, der producerede mere elektricitet, end man nogensinde havde kunnet forestille sig. Det ganske land var tilsluttet et lukket kredsløb, der sendte elektricitet fra egn til egn, det var utroligt. Det er det, man har venner til, tænkte han.
Manden begyndte, De snakkede om, hvor længe Christian havde boet i området. Han begyndte at tale om ham, som om han vidste, han havde en skjult dagsorden. "Hvem har sendt dig?" spurgte han. "Jeg flyttede hjem til min far, da han giftede sig med min mor," svarede han. Han blev siddende et øjeblik, hvorefter han rejste sig op og gik ind i det andet værelse, stak hånden ned i en skuffe og trak en colt frem. Han skyndte sig tilbage til køkkenet. Døren smækkede og han satte sig ned med hårdkogt mine, lyset skinnede ned på ham fra en tynd ledning i loftet. Han ville vise drengen en skyder. Han begyndte at fortælle om sine minder, hans tanker gik langt tilbage. Han begyndte at sidde og lege med pistolen mens han snakkede. Han havde på et tidspunkt arbejdet under jorden under krigen. Det forekom drengen, at han havde svært ved at lægge de farlige minder bag sig. Krigen var slut, verden var begyndt at glemme, dem, der var skyldige såvel som de uskyldige. For Danmarks vedkommende var krigen slut, men dog langt fra glemt. Han sagde han havde været i modstands-bevægelsen under krigen. Hvad var meningen med at fortælle ham ting, han ikke kunne tro på, han kunne ikke komme igennem til ham. Men han fandt en måde at vise ham det, han ikke var i stand til at fortælle ham men dog ville have ham til at forstå, en historie om den skole han og Ralph gik på. I 1945 var skolen blevet brugt til at huse flygtninge fra Tyskland, og eleverne blev sendt hen på universitetet, indtil skolen genoptog sit daglige virke i 1945. Han lænte sig tilbage i stolen og fortalte sin historie.
Under krigen havde han arbejdet for modstandsbevægelsen, han arbejdede sammen med taxachauffører og andre, der vil vad kunne de finde på, de havde ham i deres hule hånd. Han tog revolveren i hånden og sagde: "Når det handler om revolvere, tror jeg ikke på Guds vilje, på at lægge sin skæbne i Guds hænder". Han lænede sig tilbage og kiggede på ham, hans farlige overbevisning, der berørte os alle. Men det er nok bedst sådan, hvad skal mænd gøre, når de ikke er i krig. Se på denne dreng med de blå øjne, Christian, kunne ikke finde et bedre eksempel for at illustrere sit standpunkt, udtrykket, og de følelser, der gemte sig bag det, øjnene kan se. Han troede han kunne forstå ham, snyde ham, få ham til at tænke anderledes. Efter at have givet ham sit æresord om, at intet ville ske, gav han sig til at lade pistolen. Nu skal jeg fortælle dig noget, sagde han. Andre ville have givet deres søn eller en formue for at kende sandheden, så her er tricket.
Efter at have ladt pistolen med et enkelt skud, ladet tromlen snurre rundt og klikket den på plads, sagde han: "Der er kun en patron". Han holdt pistolen i hånden og lod tromlen snurre rundt igen. Dette gentog han et par gange, endelig dukkede patronen frem. Han sad der med lyset fra lampen skinnende ned på sig, den måde lyset falder på. Spændingen intensiveredes, da manden talte. Hvis han gør det, kan det blive et frygteligt syn, tænkte Christian. Ubemærket stjal han sig til et glimt af tromlen. Ved første øjekast troede han, han kunne se patronen udenfor. Et par gange følte han sig sikker i sin sag. Han ventede et øjeblik. Det begyndte så småt at gå op for ham, hvordan det hang sammen, mens han stirrede som en besat, igen og igen. Patronen forvandler sig til et spøgelse og ses pludselig, hvor den ikke er.

Manden sagde: "Se her. Nu ved du hvordan man gør." Så lagde han pistolen på køkkenbordet, snurrede den rundt, kiggede smilende på ham. Christian kiggede tilbage, men smilede ikke. "Sig at du godt vil prøve." Og sådan begyndte undervisningen

forsættes i bogen

https://www.saxo.com/dk/at-vokse-med-taarne_joergen-christiansen_paperback_9788740458534